MIN HJEMEGN

I den østlige del af Borgbjerg sogn ligger den lille hedelandsby Hogager. Den bestod i 1890erne af fem gårde og nogle små huse ude i udkanten af det dyrkede land. Byen var omgivet af enge og moser, og mod nord af hede og den gamle Feldborg plantage.

Landevejen Holstebro, Viborg skærer sognet i to dele, hvoraf den sydøstlige var opdyrket hede, mens den vestlige del bestod af fed lerjord. I vest boede de velhavende bønder, og her lå den gamle sognekirke. Den lå på en stejl skrænt, der vendte mod øst, mod en eng med en bæk gennem, der endte i en sø: Møllesøen.

Om søndagen kørte vi med hest og vogn de 7 km til kirke og lod hestene græsse i engen, og kravlede så selv op af den stejle skrænt til kirken. Men når der var bryllup fra den østlige del af sognet, kørte man ikke ned over broen og over bækken, men kørte en lang omvej omkring søen.

Vignet af Kirsten Friis i "Borbjerg Sogns Historie"

Sagnet fortalte, at da kirken blev bygget, kom åmanden hver nat og rev det ned, der var bygget om dagen. Tilsidst måtte bygmesteren love ham, at han skulle få den første brud, der blev kørt til kirke over åen. Derfor ville jo ingen brud køre den vej for at blive viet i kirken, men kørte langt uden om.

I min ungdom skulle møllersvenden giftes med en pige fra den østlige del af sognet. Og han var ikke overtroisk. Han lod hende køre over broen, og da det gik godt, fulgte for fremtiden alle andre brude efter.

Men jeg husker endnu, at min farbror: Peder Laursen, der havde været med i krigen i 1864, og var lidt overtroisk, stod af sin vogn og ventede, til bruden var kommet godt over. Han ville ikke rigtig være ved, at han var overtroisk, men sagde, at en hest jo let kunne snuble på broen, eller et hjul kunne gå løs, så man skulle ikke sådan vove sig over en så smal bro.

Egnens poet skrev en vise om møllersvenden, der truede åmanden med at lukke mølleslusen og stemme vandet op, så åmanden kunne drukne, hvis han ikke lod bruden i fred.

Da jeg mange år senere kom til Askov, spurgte jeg den gamle folkemindeforsker: H. F. Feilberg, der da var over 90, om han kendte dette sagn. Det gjorde han, og han kunne oplyse, at der er tre kirker i Jylland, der har det samme sagn.
De ligger alle på en skrænt med en eng og bæk nedenfor. I gamle dage, mente han, var der ingen bro over bækken. Derfor kunne man nok til hverdags køre over vadestedet, men ved et bryllup med mange vogne og i rask trav turde man ikke risikere at køre over vadestedet, hvorfor man foretrak at køre den længere, men sikrere vej udenom.
Da broen så blev bygget, havde man glemt, hvorfor man kørte udenom ved bryllupper, men ingen ville være den første til at bryde en gammel skik, derfor blev man ved at køre udenom, indtil møllersvenden brød den.
Da man havde glemt den egentlige årsag til, at man kørte uden om søen ved bryllupper, digtede man sagnet om åmanden.

Vi havde tre km til nærmeste købmand. Og det er typisk for tiden i 90erne, at vi så om søndagen, når vi kom fra kirke, holdt ind til købmanden og fik varer til næste uges forbrug.

Hogager bestod af fem gårde og en del huse, som lå udenom på opdyrkede hedearealer. Der var Østergård, Vestergård, Meldgård, Nørregård og Søndergård, der lå lidt fra de andre.

Jeg er født i Østergård den 5-10-1891. Mor, Mette Jensen, var fra Vestergård, og far og mor var fætter og kusine. De to gårdes folk var altså i nær familie. Men som børn legede vi mest med børnene i Nørgård eller Hornstrup, som den kaldtes efter folkenes navn. Den lå nærmere, og vi stemte også mere sammen.

Til Østergård hørte 250 tdr. land. Men de 150 var hede, der nu er opdyrket, så der nu ligger to nye gårde. Endvidere to stykker eng, en mose på 30 tdr. land, der lå et par km borte.

Lige ved gården lå en lille mose, hvor vi hvert år gravede tørv til eget brug samt 100.000 til salg. De gav 400 kr. Der var ellers ikke stor pengeomsætning. Vi havde et lån på 9.000 kr. i Kreditforeningen. Disse renter var det den stadige bekymring at skaffe til veje halvårlig. Æggene betalte købmandsregningen, og så havde vi mælkepengene fra mejeriet. Grisene skulle fødes op til terminen.

Om efteråret slagtede vi får. Vi havde gerne 10. Ulden blev forarbejdet til hoser og tøj. Kødet røgedes, så vi havde speget fårekød hele året. Fersk kød kendte vi næsten ikke. Julen var en dejlig tid. Da fik vi pebernødder og sigtebrød. Til daglig fik vi ellers kun rugbrød med fårekød på.

Jeg husker, jeg godt i skolen kunne blive lidt misundelig på børnene fra de små hjem. De havde hvedebrød med sukker på i skolen. Og de havde gerne en toøre med til at købe lakridspiber for hos købmanden.

Af kreaturer havde vi to heste, otte køer, lidt ungkreaturer, en so med grise og tre fire fedesvin foruden høns.

Min bedstefar hed Laust Pedersen, og havde vist købt gården i begyndelsen af århundredet. Når vi gravede tørv i mosen og stødte mod noget hårdt med spaden, sagde min bror Laust gerne: Det skulle da vel ikke være bedstefars brændevinstøj. Bedstefar havde nemlig brændt brændevin, efter at det i 1813 var blevet forbudt. Men da han så ikke turde blive ved længere, kastede han brændevinstøjet i en tørvegrav, for at politiet ikke skulle opdage det.
Mange år senere fandt min bror det, da han drænede mosen. Han gav det så til museet på Hjerl Hede.

Gården var trelænget. Min far havde bygget lade og stald, mens stuehuset var ældgammelt, vistnok fra stavnsbåndsløsningens tid. Det var bygget af hårdtbrændte sten, der skinnede i alle regnbuens farver og var blanke, som om de var glasserede. Da min bror senere rev det ned for at bygge et nyt, viste det sig, at det oprindeligt havde været bygget af bindingsværk. Idet der fandtes forbrændte stykker af egetræ i muren.

Det var indrettet som de fleste stuehuse i den tid. Mod syd, mod gårdspladsen, var der to indgange, fordøren og bagdøren. Man brugte mest bagdøren, der førte ind til bryggerset og derfra til køkkenet. Fordøren førte ind til en gang med to døre, en til højre, til Øverstestuen, Æ overstov, og en til venstre til dagligstuen. I overstuen var der en klædeskiste, et skab og en seng til gæster.

Når Blicher i Hosekræmmeren fortæller om overstuen, er det altså denne, han taler om, og ikke som den lærde Hans Brix mener: en stue på loftet. Der lå det tærskede korn.

Til venstre for gangen kom man ind i dagligstuen. Den gik gennem hele husets bredde, med et langt bord med fast bænk langs vinduerne mod gården. Til den modsatte side var der tre omhængssenge, som vi kaldte dem, fordi der var gardiner for dem. Det var faste senge, der gik helt ned til gulvet. De var fyldt op med lyngknippe i bunden og med halm ovenpå. Den blev skiftet en gang om året. I sengen nærmest køkkenet lå pigerne, i den midterste lå børnene og i den længst fra køkkenet lå karlene. To i hver seng. Endvidere var der en kakkelovn med en armstol ved siden. I den faldt jeg engang i søvn, og min hånd faldt over på den varme kakkelovn, så jeg fik en vable på håndledet, som jeg har mærke af endnu.

MIN SLÆGT

Udover navnet på min bedstefar kender jeg ikke min slægt længere tilbage. Min far Jens Kristian Laursen (Østergård) var født i Østergård. Min mor Mette Jensen i Vestergård. De var fætter og kusine. Men der var megen forskel på dem.

Både min far og hans brødre var stilfærdige og lidet talende, men med et stille lune, der viste, at de tænkte mere, end de sagde.

Vestergårdsfolkene derimod var livlige og vittige med meget mod på livet. De lo meget og holdt af at diskutere for diskussionens skyld. Min mor og Kristian Vestergård, der jo var søskende, kunne diskutere ivrigt, når han besøgte os. Da mor hørte til Indre mission og han langt fra, drejede diskussionen sig tit om religiøse emner. Ikke altid lige alvorlige.

Petrus Christensen, der var lærer i Hogager, før jeg blev født, fortæller i sin bog: To slægter, om en aften i Østergård, som jeg også mindes dem i min barndom.

"Ved langbordet sidder fire mænd og taler, og jeg er tilhører. Chr. Jensen fra Abildholt, den fantasirige sjællænder, fortæller kulsvierhistorier, lidt usandsynlige; men han nyder dem selv, og han bliver mere og mere sjællandsk, så vi karre forstaa ham. Thomas Laursen fortæller om "kolden" i hans ungdom, som i 60´erne var ret almindelig i Jyllands moseegne. Jens Kr. Østergård og Kresten Vestergård kommer ind paa gamle Sagn, på varsler, på overtro.
Alle har de oplevet noget, som de ikke kunne forklare.

Imellem alkoverne, hvor karlen og pigen har deres sengeplads, og langbordet har kvinderne sæde. Det bedste lys fra Hængelampen falder på deres arbejde. Gammelmor og svigerdatteren spinder, pigen og pigebørnene karter, Gammelmor giver undervisning, når tejerne ikke er spindelvævslette og gennemsigtige nok.
Om det så er karlen, har kvindfolkene lært ham at karte, og Gammelmor giver ham et venligt ord, skønt hans tejer ikke er helt efter ønske."

Et andet minde har jeg om vinteraftenerne.
Mændene siddende ved langbordet og diskuterende politik. De var alle gode venstremænd. Og talen faldt tit på, da man hjalp politimesteren ned af talerstolen i Holstebro. Det var det år, jeg blev født. Estrup havde givet politimestrene ordre til at overvære Bergs valgmøder.
I Holstebro anbragte han sig på tribunen bag Berg. Da denne ikke ville tale med politimesteren i ryggen, tog redaktør Thomas Nielsen og formanden for venstreforeningen Peder Noes, politimesteren under armen og førte ham ned i salen.
Berg fik seks måneders fængsel, som den egentlige anstifter, mens de to andre slap billigere.
Dette var mændene stolte af at have overværet. Og for bordenden hang et billede af de tre venstre førere: Berg, Boisen og Holstein Ledreborg.

De var stolte af, at man ikke sådan lod sig noget byde fra oven. Dette kom også til udtryk en del år senere. Vor gamle folketingsmand: Mads Mølgård blev vraget af bestyrelsen for venstreforeningen til fordel for een, som organisationen ønskede ind.
Men da man opdagede, at M. Mølgård ikke selv havde trukket sig tilbage, opstillede en kreds af uorganiserede ham, så vi fik to venstrekandidater, hvad kredsen også let kunne bære uden fare for, at et andet partis kandidat skulle blive valgt.
Ved vælgermøderne blev der et mægtigt skænderi, indtil M. Mølgård erklærede, at folk kendte ham så godt, at han ikke behøvede at deltage i vælgermøderne. Trods dette blev han valgt med mægtigt flertal. Folk skulle ikke lade sig noget byde af dem, der ville regere. Om min far husker jeg ellers ikke ret meget, da han døde, da jeg var ni år gammel.

Jeg havde engang handlet en ny lommekniv væk for et par værdiløse småting, som en dreng, der stod langt under mig i skolen, havde prakket mig på. Da hørte jeg min far sige til en anden mand om mig, at nu var jeg begyndt at handle og var naturligvis blevet snydt. Men man skal jo snydes, indtil man lærer at handle. Det var jo en flov en for mig. Men jeg lærte aldrig at handle.

Engang havde en anden dreng prakket mig en pibe på. Jeg viste den stolt hjemme. Men far tændte den og røg lidt på den, hvorpå han sagde, at den ikke duede. Den måtte hellere smides i kakkelovnen. Jeg røg ikke, før jeg blev 20 år.

Far lå syg af tæring et års tid. Om foråret, da han nok vidste, han skulle dø, gav han mig sit lommeur. Det skulle jeg have for at passe kreaturerne om sommeren. Jeg var ikke stor nok til at forstå den kærlighed, der lå bag. Og jeg har bittert fortrudt, at jeg ikke har bevaret det som et kært minde.

I 1901 blev der bygget et kapel i Hogager, så vi fik nær til kirke. Far var i udvalget, men døde, inden kapellet blev indviet. Det er et eksempel på, hvor nøjsomme folk var, at de havde fået en tegning på et kapel til 4.000 kr, men ministeriet nægtede at give tilskud til et på mindre end 8.000 kr. Nu har man endda måttet bygge til, for byen er jo vokset sig stor.

Vi blev ikke kælede for som børn, heller ikke gav man på anden måde udtryk for kærlighed. Den var vist så stor en selvfølgelighed, at man ikke tænkte på at give den udtryk.

Mor var jo fra Vestergård og havde deres livlighed og livslyst. Men i hendes ungdom var der en stærk indremissionsbevægelse på egnen, og mor blev "omvendt".
Dog var hendes sunde natur så stærk, at det ikke forkludrede hende. Hun talte aldrig til os om det hjemme, og da søskendeflokken gik hver til sin side, tror jeg ikke, hun nogensinde var ked af dette. Vi havde vor frihed, dog fik jeg aldrig lært at spille kort og drikke spiritus. Heller ikke kunne hun deltage i missionsfolkenes almindelige moralske fordømmelse af anderledestænkende.
Man kan snarere sige, at hendes tro viste sig i en naturlig trang til hjælpsomhed overfor småfolk. Hun havde næsten mere omsorg for dem end sine egne. Men det kom vel af, at hun ventede mere af os i retning af at kunne hjælpe sig selv end af de fattige.

Med hensyn til forholdet til de mange småfolk mindes jeg også min far.
En vinter kom en husmand, der kun havde een ko, og tiggede hø, da hans var sluppet op. Han fik så meget, han ville have i et reb på nakken. Men han havde taget så meget, at han næsten ikke kunne bære det og gik og svingede fra den ene side til den anden på vejen. Far så smilende efter ham og sagde til mig, han kunne jo have taget lidt mindre og så være kommet igen. Vi tænkte jo ikke på, at han måske skulle overvinde sig selv til at tigge og derfor nødig gik oftere end nødvendig.

Da far døde, stod mor med en børneflok på syv. Den ældste Laust var da knap 20 år. Det var vanskeligt. Og tre år efter giftede mor sig igen. Han hed Kristian (Jensen) Søndergaard og ejede gården Lille Hessel ca. 3 km fra Hogager. Han havde villet haft mor i deres ungdom, og havde nu gået som ungkarl i al den tid. Han var vel ikke så begavet som vor rigtige far, men han var så ualmindelig god mod os. Ikke mindst mod mig, der kom til at gå som karl hos ham i hele min tid som ung. Laust købte Østergård og mine storesøstre holdt hus for ham, indtil han giftede sig. Vi mindre børn fulgte mor til Lille Hessel.

Om mors forhold til småfolk endnu et par ord. Da loven om hjælpekasser kom, blev mor valgt i bestyrelsen. Hun var jo kendt for at have kendskab til de trængende. Og formålet var at hjælpe de værdigt trængende, så de ikke havde nødig at komme på fattigvæsenet. Jeg tror, hun var glad for at få penge til rådighed, men hun gjorde en bitter erfaring: Når hun kom til nogle, hun syntes havde fortjent en hjælp, hændte det, at de afviste hende, når de hørte, at det ikke var hendes egne penge, men af sognets kasse. Derimod blev hun bestormet af folk, som hun mente, selv var skyld i deres vanskeligheder.

Der boede en fattig enke i et lille hus i kanten af heden. Hun havde en voksen datter gående hjemme. Nu snakkede folk om, at der var en gårdmandssøn, som boede hos denne datter om natten. Og engang besøgte mor denne enke. Hun havde da sagt: Ja, han er her jo om natten, og det er vel ikke helt rigtigt, men det er jo da en gårdmandssøn, så går det galt, kan han jo da betale for sig. Mor kom hjem og fortalte dette. Men der var ingen fordømmelse i hendes måde at fortælle på, snarere medlidenhed.

Jeg tror, enkens ord var et godt udtryk for fattiges syn på sig selv og de mere velhavende. Fattigdom kan også fremme trællesind.

Da mor fyldte 90 år, skrev egnens poet, Jens P. Løvig , et lille vers om hende i avisen. Det giver et godt indtryk af, hvordan både egnens folk og jeg mindes hende

En hedens blomst af ægte lød
en kvinde sand og god,
der ikke sine pligter brød
og ej sin post forlod.

En kvinde, der i hjertets bo
bar kærlighedens bud,
var imod sin næste tro
og tro imod sin Gud.

   

Hans Henning Eriksen, bramsvej 12, DK-2920 Charlottenlund, tlf. +45 3964 4442 Send mig en mail